Vognmandskurser tiltrækker flere kvinder

Vognmandskurser tiltrækker flere kvinder

431visninger 0 svar | 8. nov 2016
Stadig flere kvinder gennemfører det traditionelt mandsdominerede vognmandskursus, der er obligatorisk for at få en vognmandstilladelse til at køre lastbil. 

Sådan lyder det fra to af de store udbydere af vognmandskurser, DTL og DEKRA.

Andelen af kvindelige deltagere på DTLs vognmandskurser er oppe på 20-25 procent. Hos konkurrenten DEKRA er tilslutningen lidt lavere – 10-15 procent.

Mange af de kvindelige deltagere er gift med vognmænd og deltager aktivt i vognmandsvirksomheden. De kender betydningen af at have et indgående kendskab til den komplicerede lovgivning i vognmandserhvervet. Et kursus i generel virksomhedsøkonomi er langt fra tilstrækkeligt. 

De skal for eksempel have styr på køre/hviletidsreglerne, som kan være et dyrt bekendtskab, hvis de ikke overholdes. Hvis de ikke vidste det i forvejen, fik kvinderne på kurset klart understreget, at en bøde på 10.000 kroner til chaufføren automatisk udløser en dobbelt så stor bøde til vognmanden. Den slags unoder skal undgås med brug af lærdom suppleret med en god portion kvindelig snusfornuft.

Stor forskel på prisen
Der er stor forskel på prisen på de to udbyderes vognmandskurser, som om indholdet af undervisningen begge steder er tilstrækkeligt til at få et bevis på at have gennemført et vognmandskursus.

DEKRA tager 9.500 kroner for et vognmandskursus, DTL tager 17.000 kroner for medlemmer og 19.500 kroner for ikke-medlemmer. 

Direktør Hugo Friis Lund fra DEKRA siger, at hans virksomhed er god til at holde driftsomkostningerne nede, selv om der i øjeblikket er tale om en kampagnepris.

I DTL henviser underdirektør Frank Davidsen til, at foreningens kursuspriser ikke er ændret i adskillige år.

- Kvalitet koster, og den har vi ikke tænkt os at slække på, siger han. Derfor fastholder vi blandt andet eksterne foredragsholdere på vores kurser, og det er jo ikke gratis. Vores kurser indeholder også fuld forplejning på de intensive kursusdage.

Er blevet klogere
- Det var ikke for at komme ud at køre lastbil, at jeg deltog i DTLs vognmandskursus. Det var mere for at blive klogere på nogle af de områder, jeg arbejder med i det daglige. Og det tror jeg er lykkes, siger transportleder Helle M. Jensen fra Insituform Rørteknik.

- Jeg føler at have fået en større all round-viden. Ikke mindst om den meget komplicerede lovgivning, der findes på transportområdet. Så vidt jeg selv kan vurdere, har jeg klart fået en bedre mulighed for at fravælge og ikke mindst satse på de områder, som er væsentlige for den virksomhed, jeg arbejder i siger Helle M. Jensen, som ikke har interessen for transporterhvervet fra fremmede.

Hendes far er Anker M. Jensen, tidligere formand for DTL og medejer af Leif. M. Jensen A/S i Glostrup.

Vil køre lastbil
Marian Poulsen er en af de få kvinder, som vil anvende DEKRAs vognmandskursus til at blive lastbilchauffør.

Problemet er, at hun står uden fast arbejde og mangler en del erhvervserfaring. Alligevel tror hun på, at kurset er et springbræt til en karriere i transportbranchen. Kørekortet til stor lastbil og den øvrige viden om, hvad der skal til for at drive en selvstændig vognmandsforretning, skal udnyttes.

- Godt nok var det lidt underligt at være ene høne i kurven og være en af de ældste på holdet (49 år), men jeg fik altså et afsæt for arbejdsmæssigt at komme videre, siger Marian Poulsen.

Hun er allerede i gang med nye kurser og har bestemt ikke opgivet drømmen om at blive lastbilchauffør.

Følg og få notifikationer ved næste nyhed




  • Der er endnu ikke skrevet kommentarer

Kommentér på:
Vognmandskurser tiltrækker flere kvinder
x