Ny lov om brug af mobiltelefon under kørslen

Ny lov om brug af mobiltelefon under kørslen

9. okt 2018

Vi ved godt, at man ikke må bruge sin mobil når man kører. Alligevel er der rigtig mange, der gør det. Mobilen fjerner fokus fra trafikken, og det er forbundet med stor fare at være uopmærksom i bare et kort øjeblik. Derfor har et enigt folketing besluttet, at det fremover skal koste klip i kørekortet, hvis loven om brug af håndholdt mobiltelefon ikke overholdes.

Mobilen er blevet en makker under kørslen

Det er de færreste, der ikke anvender mobilen i et eller andet omfang i forbindelse med en køretur. Dermed ikke sagt, at mobilen anvendes ulovligt, for selvom straffen nu skærpes, så er det stadig – og selvfølgelig – fuldt ud lovligt, at bruge mobilen som GPS eller lignende, bare så længe du ikke holder den i hånden.

Du må også gerne bruge telefonen som anlæg/head unit, ligesom en almindelig bilradio, men igen – du må bare ikke gøre det, hvis du holder telefonen i hånden mens du kører. Det er sådan set ikke så kompliceret, for hvis du holder telefonen i hånden, så er det lige meget, hvad du har gang i – det er ulovligt, fordi du anvender håndholdt mobiltelefon under kørslen.

Få nu styr på den f… mobil

I stedet for at være til fare for dig selv og andre i trafikken, og konsekvent skulle bekymre dig om bødestraf og kørekort-klip, så få nu bare styr på den mobil.

Trådløs oplader og holder i én

Det kunne f.eks. være med en mobil holder, der også har indbygget trådløs oplader, så du dels er fri for at holde telefonen selv, og samtidig får den ladet op, hver gang den sidder i holderen. Hvis din mobil vel at mærke understøtter trådløs opladning, selvfølgelig.

Hvis din telefon ikke har trådløs opladning som standard, så kan du faktisk få et lille cover-kit, der giver dig muligheden.

Brug stemmestyring

Uanset om du har en iPhone eller en Android telefon, har du mulighed for at anvende stemmestyring. De fleste kan nok huske, hvordan Siri og div. andre pendanter var i starten af deres epoke, men tiderne har ændret sig og i dag er de stemmestyrede assistenter faktisk ganske gode at arbejde med.

Uanset om du er iPhone eller Android bruger, så kan Googles assistent være en mulighed. Den aktiveres nemt og kan bl.a. anvendes direkte i Google Maps ved blot at sige ”Okay, Google”.

Når assistenten er aktiveret, kan du bare sige, hvad du gerne vil, og så fikser Google mere eller mindre resten.

Hvornår træder den nye lov i kraft?

Der er ingen konkret dato endnu på, hvornår den nye ”klip-i-kørekortet-hvis-du-bruger-håndholdt-mobil” lov træder i kraft. Dette skyldes jf. FDM, at politiet først skal have modificeret sine systemer, for at kunne håndtere de nye sanktioner.

Sikkert er det dog, at loven træder i kraft – og det kan der næppe heller være nogen, der har noget i mod. I hvert fald er det sund fornuft at lade være at bruge mobilen når man kører, og så er det i øvrigt yderst sjældent, at samtlige medlemmer af folketinget stemmer for et nyt lovforslag. 


Følg og få notifikationer ved næste nyhed


Annonce