Chauffør snydt for en kvart million

Chauffør snydt for en kvart million

439visninger 0 svar | 19. okt 2016
Chauffør Jan Kudahl Markussen, Gedsted, har god grund til at sende sin fagforening en venlig tanke.

Da Jan Kudahl Markussen fik tjekket sine lønsedler hos 3F Midtfjord, viste det sig nemlig, at han havde et tilgodehavende på 250.000 kr. hos sin arbejdsgiver.

Den kvarte million - eller knap 7.000 kr. om måneden - var det beløb, Gedsted-chaufføren var blevet snydt for over en tre - årig periode. Det er dermed en af 3F Midtfjords største enkeltsager på transportområdet.

Chef: - Forsvind
- Da vi chauffører bad om en lønforhøjelse på fem kroner i timen, lød arbejdsgiverens svar, at hvis vi ikke kunne li` lugten i bageriet, så kunne vi bare forsvinde, fortæller Jan Kudahl Markussen.

- Jeg henvendte mig derpå til 3F Midtfjord med mine lønsedler, og de foretog et løntjek. Og så søgte og fik jeg et andet arbejde.

Da 3F Midtfjord granskede lønsedlerne, kunne afdelingen se, at noget var ravruskende galt.

- Det viste sig, at vognmanden havde betalt chaufføren en fast timeløn, som godt nok var højere end overenskomstens chaufførløn, men til gengæld dækkede alle timer af døgnet, fortæller faglig sekretær Morten Arlofelt Andersen, 3F Midtfjord.

- Da vi fik det hele regnet sammen, kom vi frem til de 250.000 kr. Vi rejste sag mod vognmanden, og det endte med, at vort medlem fik sine penge.

Undgå '"lokumsaftaler"
Formand Lene Haugbølle, 3F Midtfjord, advarer på baggrund af sagen sine medlemmer blandt chaufførerne mod at indgå såkaldte "lokumsaftaler" med arbejdsgiverne.

- Man kan hurtigt komme til at snyde sig selv for en masse penge. Følg i stedet overenskomsten, som er lavet for at sikre de bedste og mest stabile løn- og arbejdsforhold.

Morten Arlofelt Andersen opfordrer samtidig chaufførerne til at tjekke deres lønsedler.

- I fem ud af ti tilfælde er der fejl i lønsedlerne. Lønsedlens mange tal kan virke forvirrende. Derfor er det på sin plads, at 3F med sin ekspertise i lønforhold og indgående kendskab til overenskomsterne går ind og hjælper - sådan som det var tilfældet med Jan Kudahl Markussen, pointerer den faglige sekretær.

Chaufføren fra Gedsted er selvsagt godt tilfreds med 3F Midtfjords indsats.

- Jeg kan kun anbefale mine kolleger at rette henvendelse til 3F Midtfjord og få tjekket deres lønsedler. Hvis de ikke - som jeg - er medlem af fagforeningen, er det en god ide at melde sig ind. Det kan jeg i al fald skrive under på, slutter Jan Kudahl Markussen.

Følg og få notifikationer ved næste nyhed




  • Der er endnu ikke skrevet kommentarer

Kommentér på:
Chauffør snydt for en kvart million
x